Samlere og Udsmidere

 

Herhjemme er vi helt klart en god blandning af begge dele..

Manden, Divaprinsessen og Egernbarnet er alle nogle samlere – man smider ikke noget ud, for det kan være, at man senere skal bruge det igen (især tøserne er værst på dette punkt).

SuperMadsen og jeg er mere over i Udsmidere, hvor der jævnligt ryger noget ud af døren – enten fordi det bliver solgt (beskrevet mere om i dette indlæg), givet til Genbrug (hvilket er smart, når man bor lige ovenover en Genbrug), giver det væk i diverse facebook grupper, eller bare smider det i storskrald.

De sidste to dage har jeg brugt på de to værste samlers værelser herhjemme (Divaprinsessen til venstre og Egernbarnets til højre på billederne) – og der er blevet smidt sammenlagt 2 sorte sække ud og 4 kasser er stillet til Genbrug.

Jeg elsker bare rene flader og masser af gulvplads, hvor tingene er nemme, at overskue. Nips er der minimalt af herhjemme – ganske enkelt fordi jeg hader, at flytte ting, når der skal tørres støv af.

Næste “oprydningsprojekt” er et hjørne i den ene stue, hvor der står en del gamle landkort, som skal op og hænge på væggen nu – for planen er nu, at vi bliver boende her til, at ejendommen skal gennemgå en gennemgribende renovering og vi så skal flytte…. eller, at andre udefrakommende faktorer sender os afsted på den længe ønskede udstationering (som jeg på ingen måder har planer om, at vende hjem til DK igen, hvis dette kommer på tale).

Og ja, næste uge skal jeg vist i kælderen – for den er så fuld af alt muligt halløj. 😉

 

Tanker og ønsker om en fantastisk Tirsdag

/Christina ❤

Reklamer